Ferie og sygdom


Spørgsmål:

I forbindelse med ferieplanlægning på afdelingen har vi drøftet, hvorledes man skal forholde sig, hvis man bliver syg i ferien, eller umiddelbart inden ferien begynder. 


Svar:

Jeres spørgsmål giver mulighed for tre svar, afhængigt af den situation den syge er i: 

1. Sygdom før ferie starter

Hvis man er syg, inden ferien begynder, skal man melde sig syg efter de regler, man har på sin arbejdsplads om sygemelding. Dette skal ske inden ferien de facto begynder – det vil sige før normal arbejdstids begyndelse på den første feriedag. Her skal man gøre opmærksom på, at man ikke agter at påbegynde ferie på grund af sygdom. Vi anbefaler, at man samtidig kontakter sin læge, så man, såfremt arbejdspladsen ønsker det, er sikker på at kunne indhente dokumentation for sygdommen efterfølgende. Hvis man er sygemeldt, inden ferien starter, får man erstattet alle de tabte feriedage. Når man bliver rask, skal man som udgangspunkt møde på arbejde. Man kan dog de fleste gange aftale direkte med sin leder, at man indtræder i den ferie, der var aftalt, man skulle holde og dermed afvikle det, der er tilbage af ferien. De ubrugte feriedage vil kunne bruges på et senere tidspunkt efter aftale. 

2. Sygdom før ferien starter – men den syge ønsker selv at afholde ferie på trods af sygdommen

Hvis man på trods af sygemeldingen ønsker at afvikle ferie, kan man aftale en ‘teknisk raskmelding´ så længe, at ferieafholdelsen ikke forhaler helbredelsen. Se mere herom på hjemmesiden under FAQ’en ‘Ferieafholdelse under sygdom – teknisk raskmelding’.  

3. Sygdom opstået efter feriens begyndelse

Ferieloven og ferieaftalerne giver en vis ret til erstatningsferie, hvis man bliver syg under sin ferie. De første 5 sygedage efter feriens start er karensdage, og de kan derfor ikke erstattes.

Hvis man bliver ramt af sygdom under ferien, så har man to vigtige pligter, som man skal opfylde før der evt. gives erstatningsferie:

  • Den første er, at den syge skal give arbejdsgiveren besked om sygdommen så hurtigt som muligt efter de regler, der er på den konkrete arbejdsplads. Hvis sygdommen først meddeles til arbejdsgiveren på eksempelvis tredjedagen for sygdommens opståen, så løber de fem karensdage først fra dette tidspunkt. Retten til erstatningsferie opnås i det tilfælde derfor først efter otte sygedage. 
  • Den anden pligt er, at man skal kunne dokumentere sygdommen. Dette indebærer, at der skal indhentes en lægeerklæring, der dokumenterer sygeperioden. Det er i udgangspunktet egen læge, der skal udarbejde lægeerklæringen, men er man blevet syg i udlandet, så er det den behandlende læge på stedet, der udsteder lægeerklæringen. Dokumentationen skal indhentes, selv om arbejdsgiveren ikke spøger om den. Og man skal selv betale omkostningerne til dokumentationen.


Vær i øvrigt opmærksom på, at de fem karensdage beregnes indenfor samme ferieår (fra 1. september til 31. august), de behøver imidlertid ikke at være sammenhængende, så er man syg tre dage i sommerferien og seks dage i vinterferien i februar, så får man erstattet de sidste fire feriedage til senere afholdelse.

Opdateret marts 2024.