Opsigelse og afskedigelse

Din ansættelse kan ophøre ved, at du enten selv siger op, bliver opsagt eller indgår en aftale om at fratræde.

Hvis du bliver opsagt, skal du være opmærksom på, at en opsigelse er underlagt visse spilleregler i form af både en overenskomst og noget lovgivning. Det er altid en god idé at søge hjælp hos din TR, såfremt du står i en afskedigelsessituation.

Jordemoderforeningen anbefaler, at du tager din TR med, hvis du indkaldes til en tjenstlig samtale. Det er vigtigt, at du ikke er alene.

Opsigelsesvarsler

Opsigelsesvarslerne fremgår af funktionærloven og varslet afhænger af, hvor længe du har været ansat.

Hvis din arbejdsgiver vil opsige dig, ser varslerne således ud:

AnsættelsestidOpsigelsesvarsel
0-6 måneder1 måned (opsigelse inden udgangen af 5. måned)
6 måneder – 3 år3 måneder (opsigelse inden udgangen af 2 år og 9 måneder)
3 – 6 år4 måneder (opsigelse inden udgangen af 5 år og 8 måneder)
6 – 9 år5 måneder (opsigelse inden udgangen af 8 år og 7 måneder)
9 år og derover6 måneder (opsigelse efter 8 år og 7 måneders ansættelse)

Hvis du selv siger op, er varslet 1 måned. 

Dit varsel skal afgives inden månedens udgang, hvorefter den kommende måned er din opsigelsesmåned. Sørg for at opsigelsen sker skriftligt samt at du får en kvittering for, at din arbejdsgiver har modtaget den.

Prøvetid

Er der aftalt prøvetid, er opsigelsesvarslet fra arbejdsgivers side 14 dage inden for de første tre måneder af ansættelsen. Du kan selv opsige ansættelsen til øjeblikkelig fratræden — medmindre det er anført i dit ansættelsesbrev, at også dit varsel er 14 dage.

En opsigelse i prøvetiden kan ske på et hvilket som helst tidspunkt med fratræden 14 dage efter (opsigelsesvarslet skal ligge inden for prøvetidsperioden) — til forskel fra opsigelser uden for prøvetiden, der skal ske til en måneds udgang.

Skriftlighed, begrundelse og saglighed

Som offentlig ansat skal opsigelsen af dig være skriftlig og din arbejdsgiver skal samtidig begrunde den. Og opsigelsen skal selvfølgelig være saglig.

Jordemoderforeningen skal underrettes

Arbejdsgiveren skal samtidig underrette Jordemoderforeningen om opsigelsen. Jordemoderforeningen kan kræve opsigelsen forhandlet med din arbejdsgiver, hvis vi er af den opfattelse, at den ikke er rimeligt begrundet. Bliver vi ikke enige ved forhandlingen, kan vi indbringe opsigelsen for et afskedigelsesnævn. Sidstnævnte forudsætter dog, at du har været ansat i regionen i mindst 8 måneder på det tidspunkt, hvor opsigelsen meddeles.

Før du bliver opsagt – partshøring

Din arbejdsgiver skal overholde forvaltningslovens regler, hvilket indebærer, at din arbejdsgiver skal give dig mulighed for at udtale dig om den påtænkte opsigelse af dig, før den endelige beslutning om at opsige dig kan træffes, dvs. der skal ske en partshøring af dig. 

Ved høringen sikres det, at du bliver gjort bekendt med de forhold, som arbejdsgiveren lægger til grund for den påtænkte opsigelse af dig og du får samtidig mulighed for at svare, således at dit svar kan indgå i det endelige beslutningsgrundlag for opsigelsen.

I visse typer af afskedigelsessager er der en ombudsmandspraksis om ”den ulovbestemte udvidede partshøringspligt” — en pligt, der går videre end forvaltningslovens regler.

Reglen finder anvendelse i sager om afskedigelse af disciplinære grunde, samt sager hvor samarbejdsvanskeligheder, uegnethed m.v. indgår i grundlaget for den påtænkte afskedigelse.

Den udvidede partshøringspligt indebærer i almindelighed en pligt til at give dig en redegørelse indeholdende din arbejdsgivers opfattelse af sagen. Den bør være skriftlig og skal ske, inden der træffes afgørelse om din afskedigelse.

Den udvidede partshøringspligt gælder ikke i afskedigelsessager på grund af eksempelvis arbejdsmangel, besparelser og sygdom.

Partshøring er et absolut krav i forbindelse med en afskedigelse. Afskedigelsen kan derfor først finde sted, når partshøringen er gennemført.