Kurser: afslag skal være objektivt begrundet


Spørgsmål:

Jeg er ansat i en region som vikar i en tidsbegrænset stilling. Når min arbejdsgiver tilbyder kurser og supervision, får jeg ikke tilbuddene. Begrundelsen er, at jeg ikke er fastansat. Kan jeg udelukkes alene af den grund?


Svar:

Nej. Det er i strid med direktiv og lovgivning om forskelsbehandling og fremgår nærmere af Rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, § 4, stk. 1:

Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.

Sagt med andre ord: Ansatte som anses for sammenlignelige – og det er du jo med dine jordemoderkolleger – skal behandles identisk, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold. Og begrundelsen, at du ikke er fastansat, er ikke en objektiv begrundelse.

Du skal derfor have de samme tilbud, som de fastansatte. Det er dog herefter op til ledelsen at beslutte, hvem der så får mulighed for kursus m.v. – men et afslag skal være objektivt begrundet.

Redigeret oktober 2023