• Print
  • Bookmark and Share

Tiden efter et kejsersnit

Tiden efter et kejsersnit (Juni 2915), Barsel

I Danmark føder lidt over hver femte kvinde ved et kejsersnit. Et kejsersnit er en stor operation, og som følge heraf vil der være behov for at tage hensyn til bl.a. operationsarret og for at man generelt passer på sig selv i tiden derefter. Men hvordan passer man bedst på sig selv, når verden er forandret for altid, og der er kommet et barn, som man sætter over hensynet til sig selv? Og hvad kan man, når man har været igennem en stor operation, som kejsersnittet er?

Når en kvinde har født almindeligt, kan der være brug for ekstra støtte og hjælp i dagene efter fødslen. Som operationspatient er behovet endnu større. Især hvis der forud for kejsersnittet har været timer med mange veer. Men også selv om kejsersnittet har været planlagt, er der behov for særlige hensyn i dagene og ugerne efter.

Det kan være svært at finde videnskabelige undersøgelser som grundlag for den ene eller anden anbefaling. Derfor kan der være variationer i anbefalingerne fra fødested til fødested. Følgende anbefalinger for, hvordan man skal forholde sig efter et kejsersnit, er baseret på en blanding af faktuel viden, generelle anbefalinger og almen sund fornuft. Rådene skal afbalanceres i forhold til, hvordan kejsersnittet er forløbet og i forhold til kvindens under- eller overskud.

Hvad kan jeg få af smertestillende medicin?
Efter kejsersnittet kommer du på en afdeling, hvor personalet de første par timer vil holde ekstra øje med dit velbefindende, herunder blødning, blodtryk mm. Her vil du få tilbudt smertestillende medicin i form af piller. Der kan også gives medicin som stikpiller eller som en indsprøjtning i fx låret. Der gives medicin efter skema, hver 6. eller 8. time de næste par dage. Herefter trappes der ud.

Gennem årene er man blevet meget bedre til at finde den rette kombination af medicin, hvilket har haft stor betydning for barseldagene. En optimal og god smertedækning giver dig overskud til at håndtere barnet, og du kommer i det hele taget bedre og hurtigere i gang med hverdagen. Smerterne vil typisk stamme fra operationsområdet, men du kan også føle dig øm og mørbanket i hele kroppen, hvis du har været i gang med at føde og har haft veer i timer forud for kejsersnittet. I dagene efter fødslen kan smerterne også stamme fra tarmene. Se mere herom under afsnittet 'Hvordan er det med toiletbesøg?'

Hvornår må jeg stå ud af sengen?
Det er vigtigt at komme ud af sengen forholdsvis hurtigt efter en operation. Bevægelse mindsker risikoen for blodpropper og tarmsystemet kommer hurtigere i gang. Dette er en generel anbefaling til alle operationspatienter.

Efter et kejsersnit hjælpes du typisk ud af sengen efter ca. 6 timer. Der er næppe overskud til den helt store spadseretur, men blot en tur på toilettet eller hen til puslebordet er fint til en start. Små skridt, dybe vejrtrækninger og en god støttende arm er guld værd i forhold til at komme i gang. Få hjælp til at hente mad de første par gange. Det kan være svært at balancere med en bakke med glas og tallerken og samtidig 'finde sine ben'. Kom dog op og ud til buffeten og se, hvad du har lyst til at spise og drikke.

Hvordan kommer jeg lettest op af sengen?
Du vil få hjælp af personalet, første gang du skal op at stå. Vær tålmodig og tag den tid du har brug for. Vend dig om på den ene side, stille og roligt. Tag en pause. Lad herefter benene glide samlet ud over sengekanten samtidig med, at du skubber fra med den øverste arm og hånd. På denne måde belaster du de ømme mavemuskler og arret mindst. Sid lidt på sengekanten, sænk skuldrene og træk vejret godt igennem, før du rejser dig op. Det kan være godt at rejse sig på denne måde, så længe maven føles øm. Når du lægger dig igen så gentag processen i omvendt rækkefølge.

Må jeg ligge på siden?
De første par dage kan det føles rarest at ligge på ryggen, men du må ligge på siden, når du har lyst til det, og det føles godt. Mærk efter, at du ikke ligger og spænder. Måske er der brug for at lægge en pude som støtte under maven og en anden pude mellem benene. Præcis som da du var gravid.

Hvornår må jeg ligge på maven?
Måske har din yndlingsstilling tidligere været at ligge på maven - og den har været savnet! Her gælder også, at du må ligge på maven, når det føles komfortabelt. Vent dog nogle dage før du prøver. Operationsområdet skal have tid til at begynde sin opheling, ligesom det tager tid, før den værste ømhed aftager. Prøv dig frem og læg eventuelt en pude under maven. Efterhånden som mælken falder til, kan det være brysterne, der protesterer mod denne stilling. Find dig til rette, som du nu bedst kan.

Hvornår fjernes sting eller clips?
Plasteret som sidder over operationsarret fjernes ca. et døgn efter kejsersnittet. Sårrandene er enten syet sammen med tråd eller lukket med små clips, kaldet agraffer. De fleste kvinder vil få syet operationsarret, da dette umiddelbart anses for at være mere holdbart den første tid. Hvornår det ene foretrækkes frem for det andet er individuelt.

Hvis du er syet, vil kroppen selv opløse tråden og der skal derfor ikke fjernes sting. Syningen ligger lige under huden, så du kan ikke se den. Der kan i sjældne tilfælde sidde et enkelt sting eller en tråd, som generer dig, også efter du er kommet hjem. Få i så fald din læge til at se på dette.

Hvis huden er lukket med clips, vil de blive fjernet efter 5 - 6 dage. Det kan gøres på sygehuset eller hos egen læge.

Hvordan er det med toiletbesøg?
Du kan gå på toilettet og tisse og have afføring som før operationen. Under operationen har du haft et kateter liggende i blæren for at sikre, at blæren er helt tom, under operationen. Dette er vigtigt, da selve arret lægges langt nede på maven, ofte lige over eller under hårgrænsen, dvs. i området, hvor der kunne laves en skade på blæren, hvis den var fyldt med urin og dermed lå foran livmoderen ud mod maveskindet.

Når der anlægges et kateter, er der en lille risiko for, at du kan få en blærebetændelse bagefter, da der kan føres bakterier med op. Vær derfor opmærksom på, hvis du synes, urinen begynder at lugte specielt, og om det svier og brænder, når du tisser. Det kan være svært at skelne det ene fra det andet efter kejsersnittet, men hvis du er i tvivl, så tal med personalet eller kontakt din læge.

Det diskuteres for tiden, om man skal lave planlagte kejsersnit uden at kvinden får lagt kateter, men hvor hun i stedet har tisset umiddelbart før operationen. Blæren ultralydscannes efterfølgende, hvorved det sikres, at den er helt tom, før man opererer. Dette overvejer man netop for at undgå risikoen for blærebetændelse og i det hele taget for at mindske antallet af indgreb.

Tarmen kan sløves lidt af den medicin, du får. Derfor kan det tage længere tid før, du har trang til at komme på toilettet med afføring. Du kan også få mere fast - eller tynd - mave af medicinen. Så snart medicinen trappes ud, bliver også dette normalt igen. Hvis du føler dig forstoppet og har svært ved at komme på toilettet eller af med luft, så tal med personale om at få afførende medicin, indtil maven fungerer igen.

Hvor lang tid er arret om at hele?
Selve arret kan virke helt efter 4-6 uger. Arvævet er dog skrøbeligt, og det er vigtigt ikke at belaste det for meget. Se de følgende punkter. Der kan gå op til et halvt år, før du kan se, hvordan arret slutteligt vil se ud. Arret vil starte ud med at være omkring 15 cm, men trækker sig ofte med tiden lidt sammen i takt med, at huden trækker sig sammen. Der kan gå yderligere et halvt års tid, før du har føling i området omkring arret igen. En del kvinder vil opleve, at der vil være en mindre ændring i deres fornemmelse af huden omkring arret, måske for altid.

Kan arret springe op?
Som udgangspunkt kan operationsarret ikke springe op. Det er dog vigtigt ikke at belaste arret, før det er begyndt at vokse sammen. Hvis du presser dig selv til at gøre mere, end du er klar til, og går ud over smertegrænsen, så kan der trækkes unødigt i de tråde, du er syet med, og en del af arret kan skride lidt. Det kan især ske inden for de første 8 - 10 dage. Hvis arret skrider, vil det gøre ondt, og du skal ses af en læge, som enten vil sy sårrandene sammen igen eller sætte små faste plastre hen over det.

Hvornår må man løfte igen?
Du må løfte dit barn fra starten af. Mærk dog efter, at du føler dig sikker på benene og er godt smertedækket, før du gør det. Generelt siger man, at der skal gå op til 4-6 uger, førend du kan løfte mere end svarende til barnet liggende i en lift. Hovedreglen er, at du skal mærke efter, hvordan du har det med at løfte: Hvis du får ondt af at løfte noget, ja så er det for meget. Det er vigtigt ikke at gå for hurtigt frem. Typisk vil hovedet mere end kroppen kan klare. Det er en balanceakt at mærke efter, hvad der føles okay at gøre, sat over for kroppens behov for restitution. Igen skal du mærke efter, hvad der føles rimeligt inden for smertegrænsen. Efter et par uger kan du som regel gå i gang med let arbejde som fx støvsugning og så langsomt supplere.

Hvordan får man et pænt ar?
Den måde vi danner arvæv på, er arveligt og kan være meget forskellig. Hos nogle kan man efter lang tid kun se en sytråd-tynd markering, som man næsten skal lede efter, mens man hos andre kan se en tydelig fortykkelse af huden.

Hvordan netop dit ar heler, kan kun tiden vise. Hvis du er overvægtig eller ryger, kan det tage længere tid for arret at hele. Generelt heler et ar bedre, hvis det masseres lidt. Gør det evt. når du er i bad. Når et ar masseres øges blodgennemstrømningen, og hud og muskler bliver mere smidige. Hvis du får infektion i arret, heler det dårligere og det kan præges heraf, fx blive bredere.

Selv om kejsersnittet foregår under sterile forhold, kan der i sjældne tilfælde alligevel komme bakterier i såret under operationen. Tegn på infektion er tiltagende utilpashed og feber samt smerte, varme, rødme og evt. hævelse omkring hele eller dele af arret. Der kan også begynde at sive betændelse ud fra et lille hul i arret. I så fald skal du kontakte din læge eller en vagtlæge. Det kan blive nødvendigt at blive indlagt igen og blive behandlet med antibiotika. Husk, at det sker meget sjældent.

Hvornår må jeg gå i bad?
Det er vigtigt, at du holder arret rent og tørt for at mindske risikoen for infektion. Du må gå i bad efter ca. et døgn og vaske dig som vanligt med sæbe. Det er normalt at være øm omkring operationsarret den første tid, så vær forsigtig når du tørrer dig de første gange.

Bløder man - og hvor meget - efter et kejsersnit?
Efter kejsersnittet kan du bløde en anelse fra såret. Præcis som når ethvert andet sår heler op.
Du vil bløde gennem skeden som efter en almindelig fødsel. Under kejsersnittet er moderkagen og fosterhinderne taget ud gennem åbningen i livmoderen umiddelbart efter, at barnet er født. Livmoderens inderside afgiver herefter både blod og sårvæske indtil, der er dannet en ny slimhinde. Dette blod samler sig inde i livmoderen, men vil blive presset ud af livmodermunden af efterveerne. Når du kommer op at stå, vil du især opleve, at blodet kommer ud pga. tyngden. Mængden af blod er også som efter en almindelig fødsel: De første dage kan du bløde som en kraftig menstruation, herefter vil det aftage.

Kan man amme med det samme?
Du kan amme barnet, så snart du er klar til det. Hvis barnet har det godt, lige når det er født, kan det komme op på brystet og ligge hud-mod-hud og få en varm dyne over sig. Der skal tages hensyn til de elektroder du har på brystkassen til at registrere hjerteslag mm.

Hvis barnet begynder at søge efter brystet, kan du lægge det til brystet allerede mens du ligger på operationslejet. Du kan få din partner eller jordemoderen til at hjælpe dig med at lægge barnet rigtigt. Når du skal flyttes fra operationslejet og over i en seng, kan det af sikkerhedshensyn være nødvendigt at tage barnet fra. Så snart du ligger i sengen, kan barnet komme hen til dig igen.

Når du kommer hen på en afdeling efter fødslen (på et opvågningsafsnit eller en barselgang), kan barnet lægges til brystet igen hud-mod-hud. Måske går der en rum tid, inden barnet søger brystet. Vær tålmodig og lad barnet selv vise, hvad det har lyst til. Hovedgærdet på sengen kan løftes lidt op, så du bedre kan håndtere barnet. De første par gange lejres barnet ofte, så det ligger med kroppen ud under din arm. Dermed trykker det mindst på maven.

Amning efter lokal- og fuld bedøvelse
Langt de fleste kvinder bliver opereret i lokalbedøvelse, kaldet spinal blokade. Kvinden kan også have haft en epiduralblokade undervejs i fødslen, som kan suppleres med ekstra medicin, hvis det besluttes at afslutte fødslen med kejsersnit. I princippet har de to blokader samme virkning: Du vil være smertedækket fra brystkassen og nedad, mens du er ved fuld bevidsthed. Det betyder, at du er vågen og dermed kan lægge barnet til, når du er klar til det.

En sjælden gang kan det være nødvendigt, at en kvinde kommer i fuld narkose. Det kan det fx være, hvis hun har haft en rygskade, eller hvis kejsersnittet skal foregå meget hurtigt. Det er dog sjældent. Man må gerne amme, selvom man har været i fuld narkose. Narkosen er oftest kortvarig, og skader ikke barnet. Ved fødslen er der råmælk i brysterne, mælk som allerede er produceret og klar til barnet. Mælkeproduktionen øges langsomt herefter, og først efter et par dage dannes den senere mælk.

Hvornår må man motionere?
Den vigtigste muskel er bækkenbunden. Også når du har fået kejsersnit. Selv om du ikke har født almindeligt, så er bækkenets muskler blevet belastet i løbet af graviditeten og har brug for at blive trænet op igen.

Du kan starte med at motionere stille og roligt, når du føler dig klar til det. Vær dog også her tålmodig og få hele kroppen med. Start med at gå små ture. Føles bækkenbunden stabil og får du ikke tyngdefornemmelse, kan du fx begynde cykle eller at løbe små ture. Mærk hele tiden efter, hvordan det føles.
Der kan nemt gå op til flere måneder før, du er klar til større sportsudøvelser. Svømmehal og badning i havet må du gøre, når blødningen er ophørt, dvs. når der ikke er farve i udflåddet længere.

Du kan starte på efterfødselsgymnastik efter en til to måneder. Tal med underviseren på det hold, du ønsker at tilmelde dig. Se mere i pjecen: I form efter fødslen.

I forhold til mere elitepræget sport gælder de samme anbefalinger. Vær opmærksom på om du risikerer stød og slag mod maven. I så fald anbefales det, at du venter op til et halvt år, før du går i gang, da arret skal være meget stabilt.

Hvornår må man have sex?
Du må have samleje, når du føler dig klar til det. Hvornår det er, er meget individuelt. Giv tid og vent til du mærker, du har lyst og er tryg ved at det. Hvis du har lyst til samleje, før blødningen er ophørt, så er det vigtigt, at I benytter kondom for at undgå infektion.

En anden ting er at huske på prævention. Husk at din første ægløsning kommer før menstruationen. Du vil blive tilbudt en undersøgelse hos egen læge otte uger efter fødslen, hvor I blandt andet taler om, hvilke ønsker du eller I har til prævention.

Forskellige behov
De fleste steder bliver man udskrevet fra hospitalet på 3. dagen. Dagen for kejsersnittet tæller som dag et. Der kan dog være brug for at tage særlige hensyn til den enkelte kvinde, hvis fødslen fx har været lang og hård, hvis kvinden har blødt meget under operationen, eller hvis barnet er indlagt efter fødslen. Hvis kejsersnittet har været kompliceret, kan man forblive indlagt i længere tid.

Hvordan det vil være at komme hjem efter et kejsersnit, vil derfor også være individuelt. Nogle kommer hurtigt i gang med hverdagen, andre føler sig overrumplede over kroppens og måske også sindets reaktioner. Hvis der opstår tvivl, om hvad der er normalt/ikke normalt, så kontakt sundhedsplejerske eller egen læge.

Der kan også være behov for at tale kejsersnittet og måske timerne op til kejsersnittet igennem. Bed i så fald om en efterfødselssamtale med en jordemoder. Tøv ikke med at reagere på behovet for en samtale. Der er ingen grund til at gå og bekymre sig eller lade tanker om fødslen tage af overskud og nærvær med barnet. Tværtimod kan en samtale, hvor tanker, oplevelser og reaktioner vendes, være forløsende og give mere energi til den nye hverdag.

Se mere i pjecen 'I form efter fødslen' som kan fås hos Komiteen for Sundhedsoplysning www.sundkom.dk