• Print
  • Bookmark and Share

Sugekop

Nyhedsbrev for gravide, Fødsel, Sugekop

”Jeg kunne altså ikke mere!” Kan en kvinde, der netop har født, finde på at sige til sin mand - som til gengæld forsikrer hende om, at det var helt i orden! Helt i orden at hun havde brug for hjælp af en sugekop til at føde.

Af: Lene Skou Jensen

Når der er brug for at forløse et barn med hjælp, kan det være af hensyn til barnet men også af hensyn til kvinden. Og ofte er det af årsager, man ikke er herre over.

Uanset årsag, så er der ingen grund til at føle sig forkert, eller føle at man ikke var ’god nok til at føde’, hvis en sugekop tages i anvendelse. Husk også at selv om en kvinde føder med hjælp fra en sugekop, så er det stadigvæk kvinden selv, som føder barnet, ofte efter mange timers hårdt arbejde.

Ideen bag
Mange fødende kommer igennem fødslen ved egen kraft og veer. Når selve fødslen nærmer sig, vil en del fødende dog have brug for hjælp fra en sugekop. I alt forløses 13 % af alle førstegangsfødende (14,4 % hvis man kun ser på de fødsler, der er planlagt til at foregå vaginalt) og 2,5 % af alle flergangsfødende (3,0 % hvis man kun ser på de fødsler, der er planlagt til at foregå vaginalt) med hjælp fra en sugekop.

Når en sugekop tages i anvendelse er det for at afkorte den sidste del af fødslen, den del der kaldes for presseperioden, hvor barnet skal den sidste vej gennem bækkenet og skeden. Umiddelbart er selve fødevejen, altså bækkenet, en meget kort vej. Det er dog også en benet og dermed fast vej, hvilket gør, at barnets hoved skal tilpasse sig bækkenets form undervejs samtidig med, at det skal rotere en kvart omgang. Undervejs vil barnets hoved være i spænd i bækkenet. Sådan skal det være. Det er alt sammen normalt, og barnet har oftest overskud til det.

Når presseperioden starter, vil barnets hoved være dybt nede i bækkenet og tæt på skedeåbningen. Man siger også, at ’hovedet er på bækkenbunden’.

Når barnet er kommet hertil, mangler det sidste arbejde - at få hovedet under kvindens kønsben. Hver gang kvinden presser, glider barnets hoved en anelse frem, og når der er vepause, glider det lidt tilbage igen. Enkelt sagt så glider hovedet ’to skridt frem og 1,9 tilbage’, alt imens det tilpasses lidt mere for hver presseve. For førstegangsfødende kan der gå en times tid, førend barnets hoved til sidst har tilpasset sig så meget, at det glider under kønsbenet. For flergangsfødende går det ofte hurtigere. Når barnets hoved først har rundet kønsbenet, er der kun få veer tilbage, førend barnet fødes.

Virkning
En sugekop kaldes også for en vacuum ekstraktor, hvilket frit kan oversættes til ordene: ’undertryk trækker´.

Der findes flere forskellige slags. En sugekop kan være lavet af fast gummi og kan meget enkelt sammenlignes med en lille svupper. En anden type er lavet af metal. De to sugekopper kaldes hhv. for en ’blød’ og en ’hård’ sugekop. Diameteren er mellem 4 og 6 cm og dermed meget mindre end barnets hoved. Når sugekoppen er sat tæt mod barnets hoved, laves der undertryk via en maskine, hvorved sugekoppen bliver siddende tæt tilsluttet barnets hovedbund.

Der findes også en mere enkel model, en ’engangs-sugekop’, hvor suget laves manuelt. Hvilken sugekop, lægen foretrækker, afhænger af flere ting, hvis barnet fx er tæt på at blive født og kun behøver lidt hjælp, vil man ofte vælge en lille gummi sugekop. Modsat, hvis kvinden har brug for mere hjælp til at føde, vil man ofte vælge metal-sugekoppen.

Hvornår
En sugekop kan bruges i flere forskellige situationer. Det kan handle om hensyn til kvinden eller til barnet - eller en kombination af flere ting. Fælles er et ønske om at afkorte presseperioden og dermed at få barnet født.

Hensyn til barnet - opbrugte ressourcer. Et barn er som udgangspunkt skabt til at kunne klare fødslen. Undervejs vil jordemoderen holde øje med barnets hjerteslag. Hvis barnets puls falder meget, eller barnet over længere tid så småt har vist tegn på, at det bør fødes, kan jordemoderen og lægen anbefale, at tiden indtil barnet fødes, afkortes med hjælp fra en sugekop. Ofte vil jordemoderen bruge udtrykket, at ”der er påvirket hjertelyd”. Det er svært at sige, hvorfor dette sker, måske har fødslen varet meget længe, måske får man ingen forklaring.

Hensyn til kvinden - opbrugte ressourcer. Også kvinden er som udgangspunkt skabt til at kunne føde. Hun kan dog være så udmattet til sidst, at hun har svært ved at presse barnet den sidste vej ud. Dette kan også komme til udtryk ved, at livmoderen har svært ved at lave veer, som er stærke nok til at presse barnet gennem bækkenet. Her kan man prøve at stimulere veerne med et drop, men selv dette er ikke altid nok. En sådan situation vil man ofte kalde for ”manglende fremgang” eller helt enkelt ”træt mor”. Det kan være jordemoderen, der foreslår kvinden at få hjælp fra en sugekop, ligesom det kan være kvinden selv, der siger fra og beder om hjælp.

Hvis kvinden har en epiduralblokade, kan der ses en øget tendens til forløsning med sugekop. Forklaringen kan være, at kvinden ligger mere ned, har mere passive fødestillinger og passive bækkenmuskler.  (Se artiklen: Epiduralblokade)

I mere sjældne tilfælde kan en kvinde være sårbar overfor større belastninger, fx hvis hun har bestemte hjertesygdomme eller sclerose. Her kan det allerede i graviditeten være aftalt, at kvinden så vidt muligt skal føde selv, men at man for at undgå udtrætning kan have brug for at afkorte fødslen og dermed skåne kvinden mest muligt. Med andre ord handler det her om at hjælpe kvinden med at føde, før hun bliver udtrættet.

Trin for trin
En beslutning om, at barnet skal fødes med sugekop, tages af læge og jordemoder i fællesskab med kvinden, som naturligvis skal acceptere dette. Sugekoppen anlægges af lægen. Jordemoderen supplerer lægen og undervejs guider de kvinden i fællesskab. Afhængig af årsagen til, at der skal lægges en sugekop, vil der blive tilkaldt en børnelæge.

Før beslutningen om, at der skal lægges en sugekop, tages, vil lægen undersøge kvinden både udvendigt og indvendigt.

- Udvendigt: Lægen vil føle med begge hænder ned over kvindens kønsben på samme måde, som når jordemoderen i løbet af graviditeten mærker på maven og undersøger, om barnets hoved er velindstillet i bækkenet. Lægen undersøger nu, om barnets hoved er så langt nede i bækkenet, at det har passeret midten af bækkenet, hvor der er et snævert område. Dermed er man meget sikker på, at barnet er så langt gennem bækkenet, at der er plads til, at barnet kan fødes resten af vejen med hjælp fra sugekoppen. Hvis lægen vurderer, at der ikke er plads til barnet, kan det være nødvendigt at lave et kejsersnit i stedet for.

- Indvendigt: Her undersøger lægen, at livmodermunden er helt åben – det som kaldes 10 cm. Derefter føles på barnets hoved, hvor dybt det står, og hvordan det er roteret gennem bækkenet. Herefter besluttes det, om sugekoppen skal være blød eller hård.

Efter at beslutningen om, at der skal lægges en sugekop, er taget, vil forløbet være som følger.

Kvinden vil oftest ligge halvt tilbage på fødelejet med benene i benholdere, som når der skal laves en gynækologisk, altså indvendig, undersøgelse. På denne måde er det nemmest at lægge sugekoppen på barnets hoved, ligesom det er vigtigt for lægen at have en god arbejdsstilling, så der kan trækkes tilpas og rigtigt med.

Kvinden tilbydes smertelindring, oftest en pudendusblokade, der anlægges indvendigt i skeden, og som smertelindrer området omkring skedeåbningen.

Hvis det er længe side, at kvinden har tisset, vil jordemoderen tømme kvindens blære med et blødt kateter. Dette gøres blandt andet for at sikre god plads i bækkenet til barnet.

Lægen sætter nu sugekoppen mod barnets hoved gennem kvindens skede. Der er tale om ganske kort vej gennem skeden – man kan ofte allerede nu se toppen af barnets hoved. Det kan føles ubehageligt, lige når sugekoppen føres op, men når den er sat mod barnets hoved, så kan kvinden ikke mærke sugekoppen.

Når kvinden får en ve, trækker lægen med. Når kvinden har vepause, holder lægen pause. Når barnets hoved begynder at glide under kønsbenet, kan kvinden mærke, at barnets hoved fylder. Det er således ikke sugekoppen i sig selv, der udvider og gør ondt, det er fordi, barnet fødes. Lægen kan trække med i mellem en til tre veer. Når barnets hoved glider frem, er det vigtigt at lytte godt til de anvisninger, som enten lægen eller jordemoderen kommer med, for at undgå at mellemkødet brister. Det diskuteres fortsat om et klip i mellemkødet er bedre end at briste. Alt tyder dog på, at et klip ikke forebygger større bristninger. Tværtimod. Se artiklen om forebyggelse af bristninger i mellemkødet. Herefter fødes barnet som ellers og kan komme op på kvindens mave. Hvis der er brug for det, vil en børnelæge se til barnet og eventuelt suge det og give det ekstra ilt.

Hvis det ikke lykkes
I sjældne tilfælde vil lægen efter måske at have trukket en eller to gange kunne mærke, at det ikke er muligt at få barnet med ned gennem bækkenet. I så fald er det nødvendigt at lave et kejsersnit i stedet for. Det kan virke svært at tænke på, at først skal barnet trækkes i, og så skal der alligevel en operation til. Ligesom det er uretfærdigt for kvinden at have haft veer i mange timer og at være så tæt på at føde – og så skal hun alligevel have et kejsersnit. Et sådant forløb kan man desværre ikke forudse. Målet er ved enhver fødsel, uanset art, at få et sundt og raskt barn - uanset vejen det må fødes.

Bagefter vil kvinden være meget træt og vil have brug for og få ekstra omsorg og støtte. Det er også vigtigt, at kvinden får talt sin fødsel igennem med en jordemoder, så hun ikke går og er ked af det. En sådan samtale kan kvinden bede om, mens hun er indlagt, men hun kan også ringe, efter hun er kommet hjem og få en tid. Det væsentligste er at få det gjort.

Barnet bagefter
Lige når barnet er født, kan det have et blåt mærke oven på hovedet, der hvor sugekoppen har siddet fast. Hvis der har været brugt en hård sugekop, vil barnet også have en hævelse på hovedet, hvor sugekoppen har siddet. Allerede efter få timer vil hævelsen være blevet mindre, og efter nogle dage vil det blå mærke være begyndt at aftage. På kort sigt kan barnet have lidt ondt i hovedet af sugekoppen og græde. Det er hjerteskærende som forældre at høre, at ens barn har ondt. Den bedste måde at trøste barnet på er at have det tæt på, gerne hud mod hud, tale trøstende til det og helt enkelt give det nærhed og kærlighed. Barnet behøver ikke kun at være hos moderen, som måske også er træt, men kan ligeså godt holdes og trøstes af faderen eller anden partner. Barnet vil også kunne få nogle smertestillende dråber de første par dage. Hvis barnet er meget uroligt i tiden derefter, skriger meget og har svært ved at ligge ved brystet, kan det være en ide at lade fx en kiropraktor undersøge barnets ryg- og nakkesøjle.

Glæd dig
Som nævnt i begyndelsen er det vigtigt, at man som kvinde ikke føler, at det var ”ens skyld”, at det var nødvendigt med en sugekop: at man opgav for hurtigt, eller burde have kunnet klare flere smerter, burde have kunnet presse lidt mere osv. Der er ingen grund til at forsvare brugen af en sugekop, eftersom det kan forklares. I øvrigt tages en sugekop absolut kun i brug, når det vurderes, at det er nødvendigt og forsvarligt. Beslutningen er ’ude af kvindens hænder’, da det er hensynet til både kvindens og barnets overskud, der vejer tungest.

Som ved enhver anden fødsel gælder det også her, at du skal være stolt over det, som du selv klarede og så i øvrigt glæde dig over, at der var god hjælp at hente til det sidste.