• Print
  • Bookmark and Share

Myter afholder gravide fra influenzavaccination

Myter afholder gravide fra influenzavaccination (September 2015), Graviditet

Influenzasæsonen står for døren og dermed er det tid til at overveje vaccination. Kvinder, der er gravide i 12. uge og frem, er blandt de grupper, som Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination. Alligevel vælger mange gravide vaccinationen fra.

Af: Jette Poder

Influenza giver øget risiko for abort
- Undersøgelser viser, at ikke-vaccinerede gravide, der rammes af influenza, har en øget risiko for abort, for tidlig fødsel og lav fødselsvægt, siger læge Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen.

Her ud over har gravide et mere belastet immunforsvar end ikke-gravide, hvilket kan betyde at en influenza rammer dem hårdere.

En anden gevinst ved at lade sig vaccinere er, at barnet også får del i beskyttelsen. Barnet er derved beskyttet mod at få influenza i de første måneder efter fødslen.

Hvad med bivirkninger?
Mange gravide er nervøse for, at vaccinationen vil skade barnet. Men det er ikke tilfældet lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
- Influenzavacciner har været brugt til gravide i flere år og er grundigt undersøgt over hele verden. Vaccinen er meget sikker både for mor og barn. Faktisk anbefaler vi netop vaccinationen til gravide, fordi den beskytter mor og derigennem barnet, også efter fødslen, udtaler Søren Brostrøm. Se video "Mit barn kan tage skade af ....."

Der kan i nogle tilfælde være milde gener for mor efter vaccinationen. Det kan fx drejer sig om ømhed i musklen eller rødme på vaccinationsstedet. Der kan i særlige tilfælde opstå allergiske reaktioner, derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen alle til at spørge deres læge inden vaccination, om de er i risiko for dette. Se video "Bivirkninger..."

Hvornår skal man vaccineres?
Fra graviditetens 12. uger anbefales det at blive vaccineret. Samtidigt opnås den bedste beskyttelse, hvis man bliver vaccineret inden influenzasæsonen rigtig sætter ind fra sidst i november. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at man lader sig vaccinere i oktober/november.

Det er gratis for gravide fra 12. uge at blive vaccineret i perioden fra den 1. oktober 2015 til den 1. marts 2016. Se video "Hvor bør gravide...."

Man kan blive vaccineret hos sin egen læge. Der ud over har en del kommuner andre vaccinationstilbud i sundhedscentre eller i samarbejde med apoteker.