• Print
  • Bookmark and Share

Gravid og for tung

Nyhedsbrev nr. 10, december 2012, Graviditet
Af: Lene Skou Jensen

Rigtig mange kvinder kender fornemmelsen af at veje et par kilo for meget. Der hvor bukserne, med god vilje, lige kan knappes om morgenen, men hvor det allerede et par timer senere føles ubehageligt. Sammen med veninderne kan man sidde og grine og lave sjov med det og føle sig lettet over, at man ikke er alene om de ekstra kilo. Men når et par kilo stille og roligt bliver til 10, 15 – eller mange, mange flere kilo ’for meget’, så bliver det sværere at lave sjov med det.

Den dag du har en positiv graviditetstest, er ofte en dag fyldt med glæde. Men bagved lurer måske en viden om, at dit udgangspunkt som overvægtig ikke er det bedste for de måneder og den fødsel, der venter.

Lad ikke din vægt forstyrre din umiddelbare glæde over at være gravid, men overvej om det mon ikke er nu, du skal gribe chancen for at se dine vaner og mønstre efter i sømmene.

De første afsnit af denne artikel kan virke meget kontante – hvilket de også er. Men læs nu hele artiklen – også sidste del, som handler om, hvad du kan gøre, hvis du er overvægtig, og ønsker at gøre en ekstra indsats for at få en god graviditet og fødsel.

Stigende vægt
I Danmark er antallet af overvægtige - som i resten af verden - steget kraftigt gennem de seneste år. Hvis vi ser på danske kvinder i den fødedygtige alder, gælder det, at hvis ti kvinder stiller sig op på række, vil hver tredje kvinde have en BMI (se boks) over 25 og dermed skulle sige: ”Jeg er overvægtig”. Hver tiende kvinde vil have en BMI over 30 og vil dermed skulle sige: ”Jeg er fed”.

At bruge ord som ”overvægtig” og ”fed” kan virke grænseoverskridende og svære at sige. Det kan lyde mildere at sige, ”jeg vejer for meget”. ’Overvægtig’ og ’fed’ er dog de ord, der anvendes officielt, når man taler om BMI og uanset ordvalg, ændrer det ikke på det tal, som vægten viser.

Jordemoderen kan hurtigt regne ud for dig, i hvilken kategori du hører hjemme. Et er dog, når en anden regner dit BMI ud for dig. Noget andet er, hvis du sætter dig og selv regner ud og forholder dig til, hvor (høj) dit BMI er. Det er dig, det handler om. Se senere.

De første par kilo som kommer ekstra, er ikke direkte sundhedsskadelige, det er de næste to måske heller ikke. Problemet opstår, når to + to + to bliver til mange og BMI´en sniger sig opad. Her vil hjerte, kredsløb, og andre organer i kroppen stille og roligt skulle arbejde mere og dermed kunne blive overbelastede. Det bliver sværere at bevæge sig og motionere, hvilket gør, at du forbrænder færre kalorier, og vægten stiger derfor endnu mere.

Modsat vægtstigningen oplever mange kvinder, at tilfredsheden med deres liv og dem selv daler. Alle hverken kan eller skal dog skæres over én kam. Det vil dog gælde for mange, at en stigende vægt vil have negative konsekvenser for både helbredet og selvværdet, som tiden går og kiloene sætter sig.

Hvad betyder det for din graviditet?
Overvægt udgør en af de væsentligste risikofaktorer i forbindelse med graviditet og fødsel. Så direkte formuleres det i en artikel, offentliggjort i Ugeskrift for Læger. Hvis du er overvægtig og bliver gravid, vil der, som månederne går, komme yderligere pres på kroppens funktioner. Hjerte og kredsløb får mere at arbejde med, hvilket kan give højt blodtryk, led og knogler belastes, fordi der kommer flere kilo, der skal bæres osv.

Jo større overvægt, jo større risiko for komplikationer. Hvis BMI er 30 eller derover hos en kvinde, der bliver gravid, er kroppen klart belastet.
Af komplikationer under graviditeten kan bl.a. nævnes øget risiko for at få svangerskabsforgiftning og sukkersyge. Jordemoderen kan have svært ved at skønne, hvor stort barnet er og svært ved at mærke, hvordan det ligger, hvorfor det kan være nødvendigt at scanne oftere. Det kan også være sværere at scanne overvægtige gravide, da billedkvaliteten forringes pga. fedtvævet.

Under fødslen er der bl.a. øget risiko for at skulle føde ved hjælp af sugekop og for at få kejsersnit. Ved et kejsersnit er der flere komplikationer med at bedøve kvinden, og efterfølgende ses der flere infektioner, både omkring arret og som blærebetændelse.

Fosteret og barnet
Uanset årsag til at en kvinde er overvægtig, om det er arv og/eller miljø, og uanset hvad en kvinde vejer, og om det er svært eller let at tabe sig, så har det betydning for barnet og dets vækst, hvad kvinden spiser. Hvis barnet fx har en konstant tilførsel af sukker, fordi kvinden ofte spiser noget sødt, vil det ufødte barn kunne blive større end andre børn, hvilket kan gøre fødslen vanskeligere. Dertil kommer, at barnet har øget risiko for at selv at blive overvægtig en dag og dermed også kommer til at døje med følgerne af overvægt.

Hvad kan du gøre?
Ovenstående er ikke ligefrem munter læsning, og kan virke som en ren skræmmekampagne. Men fakta er fakta. Mange overvægtige har forsøgt sig med den ene kur efter den anden. For en del lykkes det at tabe sig, men efter et stykke tid vil mange veje det samme som før. Ergo skal der noget andet til. Måske skal det hele vendes om. I stedet for at tale om hvad overvægt kan betyde for din graviditet, så spørg dig selv om, hvad din graviditet kan betyde for din vægt.

Måske kan graviditeten og det, at du skal være mor, være dét som skal til, for at du (en gang til) stopper op og forholder dig til din vægt. Ikke kun for at se på det du spiser, men også for at se på den livsstil og de tanker, vaner og mønstre, der ligger bag. Der er ingen, der siger, at det er let at ændre livsstil– især ikke de første måneder, hvor kvalmen måske er en tro følgesvend. Men det er stadigvæk en mulighed.

Accept. Jordemoderen kan hurtigt regne dit BMI ud for dig. Et er dog, når en anden regner dit BMI ud. Noget andet er, hvis du sætter dig, og selv regner ud og forholder dig til hvor (høj) dit BMI er. Det er dig, det handler om. Accepter at det nu engang er sådan, det er: Du er overvægtig. Det handler ikke om, at du skal til at dunke dig selv i hovedet, eller at graviditeten skal bruges til en drastisk slankekur. Det er drastisk nok for kroppen at være gravid. Når du har svaret på dit BMI, så tænk over hvorfor den er blevet så høj? Vær ærlig og accepter de følelser og tanker, der kommer. Det er sådan, det er, og sådan du er. Accepter det.

Vær nysgerrig. Begynd at lægge mærke til hvornår du spiser, hvor ofte og hvad du putter i munden. Hvordan handler du ind – hvad rækker du hånden ud efter, og hvorfor vælger du lige det, du gør? Suppler efterhånden med at lægge mærke til den følelse, der opstår lige før, du åbner køleskabsdøren. Blev du ked af det, var der noget, som føltes svært? Blev du rastløs eller usikker? Sæt dig selv under lup og læg mærke til alt det, du gør og mærker uden nødvendigvis at dykke ind i de følelser, der dukker op. Bare vær nysgerrig.

Tillad pauser. Det er ofte i pauserne, det sker. Der hvor TV´et og radioen er slukket, og hvor du bare sidder. Her er der anledning til at trække vejret dybt, blive eftertænksom og mærke sig selv. Hvad er det, som dukker op og hvad er din impuls? Tænk over hvor du er på vej hen i dit liv, og hvad du ønsker dig af dit liv? Se tilbage på dit liv. Er overvægt noget, du altid har haft med dig? Hvordan lærte du fx at håndtere følelser? Svaret kunne være, at du pakkede dem ind i mad. Tænk også over hvad du ønsker for dit eget barn og hvilke mønstre og vaner, du ønsker at give videre til næste generation.

Tag ansvar. Når du har fået øje på og er blevet bevidst om dine tanker, mønstre og vaner, har du mulighed for at tage ansvar for dem og dermed for dig selv. Det er her, muligheden kommer for at bryde med dine mønstre. Det er her, du har et valg, og nu du skal til næste skridt: at handle herpå. Det kan lyde let, men det er ikke altid så enkelt.

Behov for hjælp. Måske er det nok at få øje på de dårlige vaner og sige, at ”nu er det nok!” Måske er mere viden om kost og motion sammenholdt med, at du er gravid nok til, at du tager hånd om dine spisemønstre. Måske dukker der svære følelser som fx sorg og svigt op, som kan stamme tilbage fra familiemønstre, barndom og ungdom. Måske går det op for dig, at du altid har tilsidesat dine egne behov og efterhånden slet ikke ved, hvem du er, og hvad du vil. I så fald kan der være brug for at få hjælp til at få bearbejdet dette. Tal med jordemoderen om det. Der kan også være brug for dybere samtaler og støtte fra en psykolog eller en psykoterapeut.

Hvad kan du specielt gøre som gravid?
En del gravide som er overvægtige, benytter sig af graviditeten og barnet til at holde fast i beslutningen om at ikke at tage yderligere på og holde fast i at arbejde hen mod nye vaner. Mange ser sig selv som rollemodel for barnet. Nogle har måske været overvægtige som barn og teenager og har oplevet at blive drillet hermed. Noget de ikke ønsker deres barn skal opleve. Du kan derfor med fordel tale med din jordemoder eller læge om følgende:

  • Vær på forkant med graviditeten og start med at høre hvilke ideer og muligheder der er for at støtte dig, så du ikke tager for meget på i løbet af graviditeten. Orienter dig om de gængse anbefalinger, ikke kun i forhold til kost, men også i forhold til vitaminer og mineraler.
  • Spørg om muligheden for fx at blive vejet hver 14. dag. Det kan være rart at have et holdepunkt og vide, at du nok skal ’stå til regnskab’, men også at vide, at der er nogen, som vil støtte og hjælpe dig.
  • Spørg om det er muligt at blive henvist til en diætist.
  • Spørg din jordemoder om der er et specielt tilbud til dig, som overvægtig, på dit fødested. En del steder samler en jordemoder en gruppe af gravide, der ønsker at arbejde med deres vægt. Det handler dog ikke kun om overvægten, men også om alt andet. Der bliver grinet og snakket, og mange gravide nyder at være i et fællesskab, hvor man både kan diskutere vægt og motion og det at være gravid.
  • Motion kan være svært at tage sig sammen til. Start med at købe en skridttæller. Hvis du går i en gruppe, kunne du foreslå at I gik ture sammen. Måske opdager I, at motion er sjovt, når I er sammen.
  • Det kan være rart på forhånd at tale med jordemoderen, om dit fødested har specielle anbefalinger i forhold til fødslen. Fx anbefaler en del steder, at gravide med BMI >35 får anlagt en rygbedøvelse (epidural, tidligt i fødselsforløbet, hvor veerne ikke er kraftige og det er nemt at sidde stille, frem for senere, hvor veerne bliver kraftigere. Rygbedøvelsen er dermed klar, hvis der bliver behov for det.
  • Hvis du er ved at ’falde i’, eller har svært ved at finde motivationen, så forestil dig dit barn. Se dig selv gå lange ture med barnevognen, gå på legeplads og løbe rundt og lege med dit barn uden at blive forpustet og træt efter kort tid.
  • Husk midt i det hele at du også ’bare’ er gravid. Du har selvfølgelig alle de glæder, tanker og bekymringer som alle andre gravide. Det afhænger ikke af dit BMI.

Andre muligheder
Når alle muligheder og gode ideer er læst igennem, kan det virke lidt overvældende og måske uoverskueligt. Her kan det være godt at huske på to små sætninger: ’Less is more’ og ’slow is fast’, der frit kan oversættes til ’småt er godt’ og ’langsomt er hurtigt’. Dermed forstås for det første at små tiltag ofte holder bedre på lang sigt, og at du skal tage det roligt og få dig selv med. Vær realistisk og gå i gang hvor det føles rigtigt og overskueligt. Hvis du går for drastisk til værks, og alt laves om i rekordfart, så er risikoen for fiasko højere. Find et roligt og realistisk niveau og tag en ting af gangen.

I øvrigt er det måske ikke dig alene, der skal gennemføre både en graviditet og ændre på kost, vaner og mønstre. Graviditeten kan kun du af gode grunde tage dig af. Men måske har du en kæreste, som du skal have en snak med om jeres fælles livsstil. Måske er I to, som skal blive enige om at sætte lup på jeres familievaner og måske skal der indkøbes to skridttællere, som det første.

Tænk over hvad du kan gøre for din graviditet. Det er dit liv og dig, der skal passe på det. Pas derfor godt på dig selv.

BMI står for body mass index (kropsmasseindeks).
BMI er en måleenhed, der anvendes til at beregne, om der er harmoni mellem højde og vægt.

Dit BMI udregnes således:
BMI = Din vægt i kilo / højde i meter x højde i meter.
Fx = 70 kg. / (1,75 m. x 1,75 m.) = 22,8

BMI under 18,5 = undervægtig
BMI mellem 18,5-24,9 = normalvægt
BMI mellem 25-29,9 = overvægtig
BMI mellem 30-39,9 = fedme
BMI over 40 = svær fedme

Sundhedsstyrelsens anbefalinger for gravide og deres vægt
Følgende skal anses som fingerpeg om en hensigtsmæssig vægtstigning under graviditeten og ikke som faste grænser.
Anbefalingerne tager udgangspunkt i BMI før graviditeten.

BMI < 18,5: Anbefalet vægtstigning 13 18 kg.
BMI 18,5 – 24,9: Anbefalet vægtstigning 10 – 15 kg.
BMI 25 – 29,9: Anbefalet vægtstigning 8 – 10 kg.
BMI > 29,9: Anbefalet vægtstigning 6 – 9 kg eller mindre.

Det anbefales ikke, at gravide bruger graviditeten som en slankekur, da vægttab kan skyldes drastiske slankekure, hvor kvinden spiser forkert og for lidt. Det er vigtigt at spise sundt, varieret og tilstrækkeligt i løbet af graviditeten.

Vil du vide mere?
Pjece: ’Små skridt til vægttab – der holder’. Sundhedsstyrelsen. 2011.
Bog: Tove Hvid. ’Overvægtens psykologi’. Modtryk. 2004.
Artikel: Overvægtige gravide og komplikationer i relation til graviditet og fødsel. Ugeskrift for læger. 174/16