• Print
  • Bookmark and Share

Bækkenløsning

Bækkenløsning (januar 2016), Graviditet
Af: Lene Skou Jensen

En kvinde kommer ind i jordemoderkonsultationen og fortæller, at hun er blevet sygemeldt med bækkenløsning. Hun fortæller videre, at hun havde fået tiltagende ondt i ryg og bækken og havde fået svært ved at passe de tunge og krævende arbejdsopgaver på et plejehjem.

En sådan fortælling er typisk og noget, man som jordemoder ofte hører. Omkring halvdelen af alle gravide oplever at have en eller anden form for bækkensmerter. Et sted mellem 2 og 10 procent af alle gravide har bækkenløsning. Tallet er usikkert, da det er en vanskelig diagnose at stille, og der hersker en del misforståelser og myter om tilstanden.

Alle gravide oplever en eller anden form for bækkenløsning, da bækkenets led blødgøres og gøres klar til fødslen af barnet. Men det er ikke alle, som får smerter i stor grad heraf. Fakta er, at en smertefuld bækkenløsning er en alvorlig tilstand, som er meget belastende for den gravide.

Vanskelig diagnose
Når man er blevet gravid, begynder der at ske forandringer i hormoner, vægt og kropsholdning. Dette gør, at man let kan komme til at (over-)belaste muskler og led, hvilket kan give alt fra forventelige smågener til svære smerter. I området omkring bækkenet er der mange forskellige muskler, knogler og ledbånd, som alle i løbet af en graviditet naturligt udfordres på forskellig vis. Dertil kommer, at smerter ét sted i kroppen, kan forårsage, at man kompenserer ved at spænde op i muskler andre steder. Dette, kombineret med at vi som mennesker reagerer forskelligt på smerter, og at belastningen af bækken, ryg mm. er forskellig henover døgnets timer, gør, at man kan få et komplekst symptom- og smertebillede, som kan gøre det svært at stille diagnosen 'smertefuld bækkenløsning'.

Det er derfor vigtigt, at en kvinde med smerter i ryg og bækkenområde - eller bevægeapparatet i det hele taget - tages alvorligt og undersøges grundigt. Både for at mindske yderligere forværring og for at sikre den rette behandling.

Baggrund
Bækkenet er sammensat af to hofteskåle og korsbenet, som er en flad knogle i forlængelse af rygsøjlen. Meget forenklet kan bækkenet sammenlignes med en skål uden bund. Hofteskåle og korsben samles i tre led: to bagpå og et foran.
Bagpå samler de to sacroiliacaled hofteskålene med korsbenet. For enden af korsbenet sidder halebenet.
Foran samler symfysen de to hofteskåle i et led. Knogledelene på hver side af symfysen kaldes til sammen for 'kønsbenet'. Symfysen består af en tynd bruskskive. Se tegning.
Både på indersiden og på ydersiden af bækkenet er der hæftet adskillige små og store muskler, ligesom der er ledbånd, der er med til at holde leddene og dermed bækkenet fast og stabilt.

Klik og se figuren i større størrelse

Sædvanligvis er bækkenets led stramme og faste. Når du bliver gravid, sker der ændringer i hormonerne. Hormonet relaxin dannes i mindre grad i løbet af en menstruationscyklus, men når du bliver gravid, begynder moderkagen også at danne relaxin. Ordet 'relaxin' stammer fra latin 'relaxere' og betyder at slappe eller løsne. Og det er netop formålet med hormonet: at blødgøre bækkenet, så det bliver mere eftergiveligt den dag, barnet skal fødes.

I løbet af graviditeten vil en del kvinder udvikle smertefuld bækkenløsning, til dels pga. relaxinpåvirkning, til dels pga. overbelastede muskler kombineret med inflammation (en betændelsestilstand) i leddene, på grund af fejlbelastning. Dertil kommer barnets tyngde ned i bækkenet, tungt arbejde mm.

Definition
Bækkenløsning er en tilstand, hvor bækkenets led og muskler er blevet så ustabile og løse, at det giver smerter i så stor grad, at det belaster og hæmmer den gravides bevægelser. Smertefuld bækkenløsning kan opstå i hele graviditeten - også i første trimester. Man skal ikke have ondt i alle tre led i bækkenet for at have smertefuld bækkenløsning: Når bare ét af leddene er blevet løst eller fejlstillet, påvirker det også de andre led og dermed også muskler mm.

Der er ingen objektive kriterier for diagnosen, som stilles ud fra de kliniske fund og skøn. En diagnose stilles ud fra en samtale om symptomer, observation af kvindens reaktion på bevægelse samt en undersøgelse af muskler og led. Lægen vil undersøge bækkenet og de omkringliggende muskler med sine hænder. Undersøgelsen kan foretages af egen læge, som evt. kan henvise kvinden videre til speciallæge (reumatolog). Lægen kan også henvise videre til fx en fysioterapeut med henblik på behandling. Se senere.

Måden som musklerne og ledbåndene omkring bækkenet forstrækkes på, kan sammenlignes med små fibersprængninger. Og ligesom en fibersprængning kan tage tid, kræver en bækkenløsning også tid og ro.

Nogle bruger ordene 'bækkenbundsløsning', 'bækkenbrud' eller lignende, hvilket er misvisende. Det rigtige ord er helt enkelt: bækkenløsning.

Typiske symptomer
Som nævnt kan bækkenløsning vise sig på mange måder og kan være svært at diagnosticere. Nogle typiske symptomer er:

  • En følelse af at bækkenet er løst, og at benene skrider ud og det er svært at holde balancen.
  • Smerter omkring bækkenets led, både når man står og sidder. Der kan være smerter både foran ved symfysen og bagpå, enten begge steder eller kun det ene sted. Smerterne kan sidde direkte over lænden, men de kan også stråle ned i benene og op i ryggen. Nogle føler smerterne som en konstant brænden og stikken.
  • Smerter ved helt dagligdags ting, såsom at sidde med benene over kors, at vende sig i sengen, at skulle ind og ud af en bil, løfte et barn mm. Smerterne kan variere fra sted til sted og i styrke og kan komme et stykke tid efter, man har udført fysiske bevægelser.
  • Smerter når man står på et ben, står skævt og støvsuger, ved trappegang eller ved andre asymmetriske bevægelser.

Hvornår 
Bækkenløsning optræder typisk fra midten af graviditeten og frem. Men da produktionen af hormonet relaxin øges, så snart moderkagen er dannet, kan kvinder også tidligt i graviditeten, dvs. allerede i første trimester, blive påvirket heraf. På dette tidspunkt kan man ikke se, at kvinden er gravid og der er ikke nogen livmoder som fylder og tynger i bækkenet, hvorfor bækkenløsning ikke er det første, man tænker på. 

Symptomerne kan også sløres af andre tidlige graviditetsgener, som træthed, kvalme og opkastning. Man bør dog have det med i sine overvejelser, hvis man allerede tidligt i graviditeten har ondt i, og/eller omkring bækkenet. Relaxins virkning kan også mærkes i andre led, fx i fodleddene og ved halebenet.

Hvem
Man kan ikke på forhånd sige hvem, der får smertefuld bækkenløsning. En stor dansk undersøgelse viser dog, at kvinder, der løfter meget, har større risiko for at få bækkensmerter. Arbejdsmiljøloven sætter ikke grænser for, hvor meget og hvor tunge ting en gravide ansat må løfte. Alle arbejdspladser skal dog have en arbejdspladsvurdering, hvor der er beskrevet en gravidpolitik. Spørg din arbejdsgiver eller tal med din tillidsmand herom.

Kvinder, der i forvejen har ryg og bækkenproblemer, fx efter et biluheld, fald fra hest eller lignende er disponerede for at få bækkenløsning. Også selvom det er sket for lang tid siden, fx i barndommen.

Hvis man har haft bækkenløsning i en tidligere graviditet, er der risiko for, at det gentager sig i næste graviditet. I så fald er det vigtigt at være opmærksom på symptomer, så der kan tages hensyn så hurtigt som muligt.

Forebyggelse
De tre væsentligste ord i forhold til at hindre bækkensmerter eller at mindske dem, er: Forebyggelse, forebyggelse og forebyggelse. Hvilket kan lyde så enkelt, men ikke altid er så let endda.

Det er vigtigt, at du motionerer jævnligt. Også gerne før du bliver gravid. Generelt har gravide, som er fysisk aktive, mindre sygefravær på grund af ryg- og bækkensmerter. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man er fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen, hvis graviditeten udvikler sig normalt. Det er dog vigtigt, at du ikke presser dig selv ud over din smertegrænse. Mærk derfor efter, hvad der føles godt for din krop. Tal med jordemoderen om gode motionsformer. Find evt. et hold for gravide, hvor der lægges vægt på at arbejde med muskler i ryg, bækken og bækkenbund og fortæl instruktøren om dine smerter. Tænk også på din holdning og dine bevægelser i dagligdagen. Se boks.

Gør dit bedste for ikke at tage for meget på i vægt. Hvis du allerede har et BMI, som er for højt, så tænk på din kost, og gør hvad du kan for at mindske din vægtøgning. Se nyhedsbrev nr 10. dec.12. Gravid og for tung. Jo mere belastet din krop er, jo større risiko er der for gener, ubehag og smerter.

En del kvinder vil opleve at bækkensmerterne mindskes når terminen nærmer sig. Det kan skyldes, at barnets hoved sætter sig fast i bækkenet og dermed er med til at stabilisere bækkenets led.

Behandling
I løbet af graviditeten findes der ikke nogen behandling, der kan løse årsagen til smerterne. Det væsentligste er som ovenfor beskrevet at forebygge og tænke over sine bevægelser for dermed at lindre smerterne. Det kan være rart at blive masseret og at få løsnet muskler og ledbånd hos fx en fysioterapeut eller psykomotorisk terapeut. Andre har glæde af zoneterapi, akupunktur eller af at gå til behandling hos en osteopat. Prøv dig frem. Kontakt gerne foreningen 'Bækkensmerter.dk' og få råd og vejledning her. Den endelige årsagsbehandling er at føde. Kroppen befries dermed for den belastning, som den tunge livmoder naturligt er. Derudover vil hormonerne efter fødslen finde tilbage til deres normale niveau.

Fødslen
Du kan føde som alle andre, selv om du har bækkenløsning. Tænk på symmetriske stillinger undervejs. Du kan også have glæde af at ligge i badekar eller at sidde på en bold. Hvis smerterne bliver for voldsomme, så kan du få god smertelindring af en rygbedøvelse (epidural).

Fortæl jordemoderen om dine symptomer, så hun kan tage hensyn hertil, hjælpe dig med lejring og i det hele taget komme med forslag til aflastning og smertelindring undervejs.

Efter fødslen
Når kvinden har født moderkagen, falder produktionen af hormonet relaxin til sit normale niveau. Derfor vil langt de fleste kvinder med bækkensmerter opleve, at deres symptomer aftager i løbet af de første uger efter fødslen. Det er dog vigtigt fortsat at mærke efter, hvad der føles rart at gøre. Det kan føles som en stor lettelse, at livmoderens tyngde er væk og det kan være fristende hurtigt at gå i gang med fx at træne, med det ønske at 'blive sig selv' så hurtigt som muligt. Igen skal det understreges, at det er vigtigt at give muskler og ledbånd tid til at komme sig. Utålmodighed kan derfor give bagslag.

Begynd gerne på et hold med efterfødselsgymnastik, men tal også med underviseren om de gener, du har haft i din graviditet og lyt til de anvisninger, du får. Den bedste guide er dog din egen krop: Siger den fra og gør det ondt at træne? Ja, så skal tempoet ned og du skal måske vente med bestemte øvelser. Det lønner sig på den lange bane at tage det med ro i starten.

Hvis smerterne i bækkenet ikke aftager efter nogle uger, så tal med din læge og bliv evt. henvist videre til reumatolog. I sjældne tilfælde fortsætter smerterne i flere år, og i meget sjældne tilfælde kan de blive kroniske.

Mange facetter
Bækkenløsning er en smertefuld tilstand, der kan påvirke ikke kun det fysiske velvære og overskud, men også humør og overskud i hverdagen. Det er derfor utrolig vigtigt, at du tager dig selv alvorligt, hvis du får ondt i bækkenet i løbet af graviditeten. Også helt tidligt.

Du er hverken hypokonder eller pylret, hvis du begynder at få ondt i ryg og bækken. Tværtimod gælder det, at jo før du søger hjælp, jo større sandsynlighed er der for at forebygge at tilstanden udvikler sig. Så lyt opmærksomt til de signaler, som din krop sender. Den er ofte klogere end hovedet, så tag både den og din tilstand alvorligt.

BOKS: Ondt i halebenet
Halebenet er et lille led som sidder på spidsen af korsbenet. Du kan mærke, at halebenet kan vippes lidt, hvis du trykker på det med en finger mellem dine baller. Normalt gør det ikke ondt, men relaxin kan også opbløde leddet, så det blødes op, og du kan få ondt, hvis du sætter dig direkte på det. Det kan være nødvendigt, at du sidder mere oprejst, når du skal sidde på en almindelig stol. Hvis du arbejder ved et bord, så undersøg om stolen kan vippe i sædet, eller om du kan få et hæve- sænkebord, så du kan variere dine arbejdsstillinger. Det kan være rart at sidde på en bold.


BOKS: Tips & gode råd
Tænk generelt på ordene: små bevægelser, omtanke og symmetri før du bevæger dig.

  • Tag små skridt og sid ikke i skrædderstilling eller med benene overkors
  • Hvis du skal bære på noget så brug en rygsæk, ikke en skuldertaske
  • Hvis et større barn skal op til dig, så sæt dig så vidt muligt ned først
  • Tænk kreativt: Læg fx et silketørklæde på bilsædet så det er let at dreje rundt, køb en lille trappestige, så et større barn selv kan kravle op og ned til pusling, køkkenbord mm. Sæt en taburet ud i brusenichen så du kan sidde ned, mens du bader osv.
  • Undgå støvsugning og lignende, hvor du skal stå skævt og foroverbøjet
  • Når du sover, så lig med en lang pude mellem benene. Sørg for at den støtter jævnt hele vejen ned mellem benene, ikke kun mellem fx knæene. Dette er vigtigt for at have symmetri i dit bækken
  • Når du vender dig i sengen, så klem fast om puden med benene og drej dig med samlede ben.

Læs mere hos foreningen Bækkensmerter.dk www.bækkensmerter.dk Foreningens formål er bl.a. at oplyse, vejlede og rådgive personer med bækkenrelaterede smerter/bækkenløsning. 


Se også pjecen: Bækkenløsning og bækkendysfunktion. Hvad er det? Og hvad kan du gøre? Udgivet af Bækkensmerter.dk 2015.