• Print
  • Bookmark and Share

Til den ny regeringsblok

19. juni 2015

Tillykke med valget. Det forpligter at stå med de berømte nøgler - I holder fremtiden i jeres hænder.

Man plejer også at sige, at de nyfødte repræsenterer fremtiden. Og vi jordemødre holder nyfødte i vores hænder. Det forpligter også.

Derfor ser vi frem til at drøfte med jer, hvordan vi kan styrke forebyggelse og sundhedsfremme til fremtidig gavn for de mennesker, vi kan hjælpe - og til gavn for en fornuftig anvendelse af de midler vi har mulighed for at anvende.

De midler, som anvendes på at forebygge og sundhedsfremme blandt kommende forældre og i forhold til deres børn, give tryghed under fødslen og en god start på forældreskabet og amningen, de er godt anvendt. De midler kommer så rigeligt igen.

Den vordende mor, der støttes så godt i sin kontakt med jordemoderen, at hun selv kommer til at mestre leveforhold så som at ændre kostvaner og modvirke overvægt, stoppe med at ryge, ændre forbrug af alkohol og måske endda få sin mand med på ændring af vigtige sundhedsfaktorer, hun har bedre chancer for en god og sund graviditet og fødsel/barsel. Hun og hendes mand kan i årene fremover give deres barn og deres familie et bedre liv. De kan imødese et liv med mindre sygelighed som ældre, og ikke mindst kan de give deres barn bedre mulighed for at undgå en lang række alvorlige sygdomme.

En sådan udvikling, hvor alle, både piger og kvinder, og drenge og mænd kan se frem til større sundhed og valgmuligheder, den er værd at satse på. Vi ser frem til samarbejdet med at passe på de kommende generationer gennem fornuftig anvendelse af jordemødre - vi har flere modeller for godt jordemoderarbejde i tasken! God arbejdslyst til den kommende regering!

Med venlig hilsen
Lillian Bondo
Jordemoder, MPA, formand for Jordemoderforeningen