• Print
  • Bookmark and Share

Strejkevarsel på Færøerne

20. november 2018

Kære medlem af Jordemoderforeningen

Jordemoderforeningen har den 7. november modtaget nedenstående fra vores færøske kolleger:

Vi vil hermed meddele, at jordemødrene på Færøerne har varslet strejke.

Jordemoderforeningen på Færøerne har nu i et stykke tid været i hårde lønforhandlinger med finansministeriet. Vi er desværre kommet dertil, at vi har varslet strejke torsdag den 8 november 2018 kl. 15.

Vi beder nu om jeres støtte. Støtte i forhold til, at jeres medlemmer ikke påtager sig strejkeramt arbejde på Fæøerne.

Vi vil forsøge at holde jer informerede undervejs.
På forhånd tak for jeres støtte.

 

Vi skal opfordrer fortsat alle medlemmer af Jordemoderforeningen til at undlade at søge arbejde på Færøerne, indtil konflikten er løst.

Vi følger tæt med i udviklingen.

Opdatering den 23-11-2018:

Jordemoderforeningen er blevet gjort bekendt med, at forskellige vikarbureauer har kontaktet en del jordemødre i Danmark og opfordret disse til at tage vikararbejde på Færøerne.

Vi har gjort bureauerne opmærksom på, at den færøske Jordemoderforening Ljósmøðrafelag Føroya har varslet konflikt over for det færøske finansministerium (Fíggjarmálaráðið) omfattende alle jordemødre.

På den baggrund har vi henstillet om, at bureauerne respekterer den lovlige igangværende konflikt, og ikke sender jordemødre til Færøerne, så længe konflikten varer.