• Print
  • Bookmark and Share

Statsansatte kan holde betalt spisepause

De faglige organisationer og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er blevet enige om, hvem der har en overenskomstmæssig ret til betalt spisepause. En strid der opstod i kølvandet på OK18.

29. november 2019

Resultatet er, at alle ansatte på det statslige område har ret til en betalt spisepause. Det gælder dog fortsat ikke for en mindre gruppe ansatte, hvor det udtrykkeligt fremgår af overenskomsten, at der ikke gælder en ret til betalt spisepause.

Aftalen får især betydning for ansatte på visse undervisningsinstitutioner, som hidtil har tilrettelagt arbejdet uden betalt spisepause. De vil fra den 1. august 2020 også få ret til en betalt spisepause som en overenskomstsikret ret.

- Det er afgørende, at medarbejderne og de faglige organisationer har tillid til den danske arbejdsmarkedsmodel og overenskomstsystemet. Det er nemlig medarbejderne og deres kompetencer, der er motoren i det danske samfund, siger skatteminister Morten Bødskov.
Han ser aftalen, som et signal om, at der kan findes fælles løsninger gennem respekt og dialog.

Også Lars Qvistgaard, Formand for Akademikerne, er glad for aftalen. Han siger blandt andet:
- Det er glædeligt, at denne sag nu har fundet sin endelige løsning, så der ikke er tvivl om, at de statsansatte har ret til betalt spisepause. Jeg vil gerne kvittere for, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har vist sig villige til at finde en løsning på en sag, som stod og skyggede for det fremtidige samarbejde.

Læs hele pressemeddelelsen