• Print
  • Bookmark and Share

Reglerne ændres: Start en alderssum nu og få flere fordele

Du får en række fordele, hvis du starter en alderssum, inden der kommer nye regler næste år.

Af: PKA
09. oktober 2017

Det er populært at spare ekstra op til pensionslivet på en alderssum, der ikke bliver modregnet i pensionen fra det offentlige. Lige nu er der forslag i Folketinget om at ændre reglerne for alderssum fra d. 1. januar 2018. Derfor kan det være en god ide at starte en alderssum inden de nye regler træder i kraft - det giver nemlig dig en række fordele.

I dag kan du årligt indbetale 29.600 kr. uanset din alder, men i fremtiden kommer der aldersbestemte indbetalingsgrænser. Har du mere end fem år til din folkepensionsalder, kan du maksimalt indbetale 5.000 kr. årligt. Har du mindre end fem år til din folkepensionsalder, kan du indbetale 45.000 kr. årligt fra 2018.

Derudover vil en alderssum, der er oprettet efter 1. januar 2018 først kunne udbetales tre år før din folkepensionsalder. Tidligere kunne du få alderssum udbetalt fem år før din folkepensionsalder. 

Fordele ved at indbetale nu

Har du over 5 år til folkepensionsalderen

  • Start med at indbetale til en alderssum inden 2018. Så kan du stadigvæk få din alderssum udbetalt fem år før din folkepensionsalder. Gælder også dine indbetalinger efter 2018.
  • Du kan indbetale op til 29.600 kr. i år. Efter 1. januar 2018 er det kun muligt at indbetale 5.000 kr. årligt på din alderssum.

 

Har du under 5 år til folkepensionsalderen 
Om ændringerne får betydning for dig afhænger af, om du allerede i dag har en alderssum, og hvor meget du sparer op. I dag kan du indbetale op til 29.600 kr. på en alderssum, og fra 2018 kan du indbetale op til 45.000 kr. årligt.

  • Har du allerede oprettet alderssum, så kan du få opsparingen fem år før din folkepensionsalder. Gælder også dine indbetalinger efter 2018.
  • Har du ikke en alderssum, er det en god ide at oprette én i år. Så kan du nemlig få pengene udbetalt 5 år før din folkepensionsalder.

 

Læs mere om de nye regler for alderssum på pka.dk/nyeregler

Note: Indbetaler du mere end beløbsgrænserne på en alderssum, bliver pengene automatisk sat ind på en ratepension.