• Print
  • Bookmark and Share

Nyt udspil om svangreomsorgen

Af: Lillian Bondo
16. oktober 2018

Ulla Astmann, Danske Regioner

Danske Regioner har i dag offentliggjort et udspil om svangreomsorgen, og det kan du læse med på her: https://www.regioner.dk/services/nyheder/2018/oktober/flere-tilbud-til-nye-familier

Jordemoderforeningen er enig i hovedtrækkene i initiativerne. Det er vigtigt med stærkt fokus på at sætte kvinden og hendes partner i spidsen for planlægning af deres eget forløb, det er godt at sikre valgmuligheder og gode rammer om fødslerne, og det er klogt at tænke nye kommunikationsmidler til at gøre forløb så personlige og så sammenhængende som muligt. Ny teknologi er et godt supplement, hvor kvinden kan komme hurtigere i kontakt med jordemoder, læge eller sundhedsplejerske, men den gode svangreomsorg opnåes stadig i mødet mellem mennesker.

Med disse initiativer skriver Danske Regioner sig ind i gruppen af aktører, der vil sammenhæng, uden at ville store strukturændringer. Her er Jordemoderforeningen helt enig.

Enige er vi også i betragtningerne om, at omsorg for fremtidens fødende kræver tilførsel af flere midler. Det er tænkeligt, at der er gravide par, der synes, at de render for meget til undersøgelser; men flertallet af dagens vordende forældre har et behov for mere information og tid til samtale og forberedelse - og de kræver heldigvis sammenhæng i omsorg, samarbejde mellem sektorer og valgmuligheder.

Noget Jordemoderforeningen meget gerne står sammen med Danske Regioner om at bygge videre på.