• Print
  • Bookmark and Share

Kvalme

23. april 2014

Kvalme og opkast hører ofte til i graviditetens første måneder. Det er forskelligt hvor meget kvalme en gravid oplever. Der kan være grader fra ganske let morgenkvalme, til de få kvinder, der kaster så meget op, at de må indlægges et par dage og have tilført væske via et drop for ikke at komme i væskeunderskud. Der er dog også kvinder, der ingen kvalme har.

Der findes mange råd til at afhjælpe kvalmen. De mest almindelige er at spise lidt knækbrød, før du står ud af sengen, at spise små og hyppige måltider, så dit blodsukker holdes stabilt, sørge for at få al den hvile og søvn, du har brug for og i øvrigt prøve dig frem med hvilke fødevarer, du har lyst til. Lad være med at være nervøs for, om du nu får de rigtige vitaminer lige nu. Barnet skal nok få sit! Den der kan komme i underskud er dig selv. Dette kan du dog rette op på, når kvalmen går over.

Men ved du også, at ”miljøforandring” kan have en positiv effekt på kvalmen? Tag fx en weekend i sommerhus, se, oplev og tænk på noget andet. Spørg i øvrigt om der er mulighed for akupunktur på dit fødested hos en jordemoder. Flere og flere fødesteder har dette tilbud. Du kan også opsøge en zoneterapeut. Flere jordemødre har også denne uddannelse.

I øvrigt har det tidligere været anbefalet at spise ingefær mod kvalmen. Dette fraråder Sundhedsstyrelsen nu, da det ikke kan udelukkes, at ingefær i store mængder kan være skadeligt for barnet. Dette undersøges dog fortsat.

Juni 2010