• Print
  • Bookmark and Share

Lis Munk stiller op til formandsposten

Lis Munk stiller op. Læs valgoplæg

10. maj 2019

Lis Munks valgoplæg  
Jeg er jordemoder fra Aalborg. Jeg har arbejdet i Vestdanmark og i Østdanmark og senest i Sverige. Jeg har et indgående kendskab til jordemoderorganisationer nationalt og internationalt. Jeg har bred klinisk erfaring og har arbejdet med organisation og politikudvikling. Blandt andet som sekretariatschef i Jordemoderforeningen, hvor jeg var ansat under overenskomstkonflikten i 2008.

En stærk organisation
Jordemoderforeningen er en stærk organisation, der har formået at sætte jordemødre på dagsorden, både når det gælder synlighed i det politiske landskab og i medierne samt overfor andre organisationer og interessenter. Det er lykkedes foreningen at opdyrke nye arbejdsområder, og den støtter aktivt udvikling og forskning - blandt andet ved kandidatuddannelsen i jordemoderkundskab. Vi er godt på vej med fremtidssikring af professionen.

Mit valgoplæg tager udgangspunkt i respekt overfor, hvor Jordemoderforeningen er i dag, men også i en trang til at rykke på opgaver, som vi stadig skal levere mere på.

Lønnen halter
Jordemødre i Danmark nyder stor tillid, men det afspejler sig desværre ikke i lønnen. Det er en vigtig opgave for Jordemoderforeningen at arbejde for, at jordemødre bliver bedre betalt for det vigtige, ansvarsfulde og til tider opslidende arbejde, vi udfører. Men lønstigning kommer ikke af sig selv, bare fordi vi banker hårdt i bordet. Vi bliver nødt til at arbejde på flere fronter. For eksempel ved at jordemødre får større andel i lokale lønmidler - et område vi halter efter på. Vi skal sikre, at lønnen følger med, når jordemødre påtager sig et større ansvar i forbindelse med opgaveglidning og vi skal have mulighed for karriereudvikling. Og disse muligheder skal bestemt også sikres jordemødre beskæftiget med kerneopgaven i det vigtige arbejde tæt ved kvinden og familien, som majoriteten af danske jordemødre er.

Tillidsrepræsentanter
Vi skal fortsætte og udvikle god og kontinuerlig uddannelse af vores tillidsrepræsentanter, der løfter det lokale arbejde.

Ord er ikke nok
Vi skal hele tiden og på alle fronter påvirke politikere og embedsmænd til at se vigtigheden af og potentialet i jordemødre. Det er en af formandens vigtigste opgaver. Og vi skal se til, at politikeres anerkendelse i ord følges op af handling.

Mangel på jordemødre
Mangel på jordemødre har næsten alle dage været et vilkår i skiftende dele af landet. Lige nu er det København, der har vakante stillinger. Mangel på jordemødre giver høj arbejdsbelastning og risiko for dårligt arbejdsmiljø. Og dårligt arbejdsmiljø kan føre til mangel på jordemødre. Det er en ond spiral, som vi kan hjælpe med at bryde.

For høj arbejdsbelastning kan også skyldes, at arbejdsgiver ikke stiller det antal medarbejdere til rådighed, der skal til for at løfte en given opgave.

Arbejdstidsmodeller
Vi skal som forening prioritere højt at udvikle arbejdstidsmodeller, som imødekommer jordemødres behov for et sundt arbejdsliv - hele livet. Vi har brug for at passe på os selv og hinanden. En arbejdsplads har brug for både unge og ældre, erfarne og nyuddannede. Derfor skal der ikke bare være én model, men flere modeller, som favner jordemødrenes arbejdssituation og imødekommer vores ambition om at give den bedste svangreomsorg for kvinder og familier. Jeg vil arbejde for, at jordemoderledere sammen med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter ser Jordemoderforeningen som en naturlig ramme for et sådant udviklingsarbejde.

Ledelse
Jordemoderledere er centrale for professionens udvikling og for sikring af jordemoderens arbejdsfelt og gode arbejdsvilkår. Vi behøver kompetente og professionsstærke ledere og derfor skal foreningens fokus også være på lederes arbejdsvilkår og løn. Det skal være attraktivt at være jordemoderleder.

Jordemoderforeningen skal være relevant for lederes opgaveløsning, og der skal være mulighed for at hente sparring i foreningen.

Nye arbejdsområder
En del jordemødre har de senere år været pionerer på arbejdsområder, der er nye for os. Andre vælger at arbejde helt eller delvis som privatpraktiserende jordemødre. Det er en spændende udvikling, som jeg mener, vi skal støtte og følge nøje. Også med hensyn til de løn- og arbejdsforhold, der er udenfor de områder, hvor Jordemoderforeningen aktuelt har overenskomst. Vi skal stædigt fortsætte arbejdet for aftaledækning af nye arbejdsområder.

'Akademikerne'
Jordemoderforeningen er fra 1. januar 2020 medlem af hovedorganisationen 'Akademikerne' (AC). Jeg lover, at jeg vil bruge al min erfaring fra organisationsarbejde og samarbejde med andre organisationer for at udforske de muligheder - og sikkert også udfordringer - som skiftet af hovedorganisation kommer til at give. Mit udgangspunkt vil være, at med Akademikerne som hovedorganisation vil vi stå stærkere i bestræbelserne på at styrke professionen, grunduddannelse og videreuddannelse med betydning for jordemødres karriere og lønudvikling.

Den gode fødsel
Jeg er dybt bekymret for den omfattende medikalisering af graviditet og fødsel og oplever, at det udfordrer muligheden for et ukompliceret forløb. Denne udvikling risikerer at føre til en dårligere omsorg for gravide og fødende og de nybagte familier.

Vi skal møde kvinderne, der hvor de er. Vi skal lytte til deres situation og nå deres behov.

Vi skal turde stå op for god fødselshjælp, også selv om vi risikerer at blive uenige med vores nærmeste samarbejdspartnere.

Og vi har kapaciteten i form af dedikerede forskere og udviklingsjordemødre til at tage dialogen, så vi sikrer den bedste fødselshjælp i dag og i fremtiden.

Jeg er parat
Efter nogle år i Sverige flytter jeg hjem til Danmark. Tiden er den rette i forhold til mine børn, og jeg vil tilbage til det danske jordemoderfelt, der er blandt verdens bedste.

Jeg er parat til at tage udfordringen op som formand og glæde mig over at være en del af jordemoderfællesskabet i Danmark. Det er og kan noget særligt.

 

Lis Munk Uddannelse og ansættelse

2012-2019 Professionsansvarlig på jordemoderområdet i Vårdförbundet. Har arbejdet med politikudvikling, påvirkning og implementering samt ansvarlig for bistandsprojekter.

2011-2012 Organisationskonsulent hos Danske Socialrådgivere. Arbejdet med organisationsudvikling, sparringspartner for ledergruppen, bistand til hovedbestyrelse og kongres mm.

2009-2010 Timelønnet jordemoder ved Södersjukhuset, SöderBB, der er en integreret jordemodervirksomhed med graviditetsundersøgelse, fødsel og barsel i samme virksomhed.

2008 Sekretariatschef i Jordemoderforeningen.

2001-2007 Udviklingskonsulent i Jordemoderforeningen.

1991-2001 Jordemoder på otte af Danmarks fødesteder. (bl. a. Skejby, Hvidovre og RH)

2011 Diplom i Lederskab og Organisationsudvikling, Karolinska Instituttet

2001 Master i Health Informatic, AUC

1991 Jordemoder Aalborg jordemoderuddannelse

 

Andet

2004-2012 Censor og censorformand for censorkorpset ved Jordemoderuddannelsen.

2009-2011 Formand (delt formandskab) for det Nationale Indikatorprojekt, NIP-projektet. Projektet initierede blandt andet kvalitetsindikatoren om kontinuerlig tilstedeværelse ved aktiv fødsel.

 

Mail: lismunk08@remove-this.gmail.com

 

Læs mere om formandsvalget