• Print
  • Bookmark and Share

En afgørende weekend i vente

Deadline for forhandlingerne i Forligsinstitutionen nærmer sig, og parterne er indkaldt til møder hen over weekenden.

13. april 2018

Staten forhandler lørdag, kommunerne søndag og regionerne igen mandag. Det forventes at blive afgjort ved disse møder, om der skal skrives under på en ny overenskomst, eller om de offentligt ansatte skal i strejke og lockout.

"Vi er ved at være dér, hvor vi skal prøve at få enderne til at mødes, og jeg er spændt på, om arbejdsgiverne er parate til at lave en aftale, eller om de insisterer på at lockoute hele den offentlige sektor", siger Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet.

Forligsmanden har udsat de varslede strejker og lockout med fjorten dage, og dén udsættelse udløber med tirsdag den 17. april. Hvis ikke der er lavet et forlig inden da, vil strejken starte fem dage senere; den 22. april, og lockouten den 28. april.

"Vi nærmer og deadline, og møderne i weekenden og mandag bliver afgørende. Jeg håber og tror på, at arbejdsgiverne vil være med til at lave en løsning. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man er parat til at kaste hele landet ud i kaos", siger Grete Christensen.

Grete Christensen er forhandlingsleder for Forhandlingsfællesskabet på regionernes område. Regionerne forhandlede hele torsdagen i Forligsinstitutionen og er indkaldt igen mandag klokken 10.00.

Forligsmanden har stadig mulighed for at udskyde konflikten med yderligere 14 dage, hvis hun vurderer, at man er tæt på at nå en aftale.