• Print
  • Bookmark and Share

De vrede mødre - gratis for jordemødre

01. november 2019

Tid: Søndag den 3. november 2019 14.00

Sted: Biblioteket Kulturværftet

Pris: Gratis for medlemmer af Jordemoderforeningen. I skal blot vise jeres emblem

Monica Isakstuen og Dy Plambeck i samtale om moderskab og vrede

Verden er ikke altid smilende, ferskenfarvet, lavmælt og kontrolleret. Der findes vrede og raseri og kroppe og fødsler og vold. Og drifter. Norske Monica Isakstuen og danske Dy Plambeck er begge aktuelle på dansk i år med romaner, der udforsker kvinden, det mørke, kraftfulde og ambivalente.

Hvordan er vi kroppe, der føder, hvordan bliver vores kroppe efter en fødsel, hvordan er vi mødre - hvordan er vi omsorgspersoner, hvordan indgår vi i helt nye familiekonstellationer - hvad stiller vi op med alle de følelser? Det er nogle af de spørgsmål, som forfatterne Dy Plambeck og Monica Isakstuen stiller i deres helt nye bøger og som de vil tale om, når de gæster Biblioteket Kulturværftet søndag d. 3.11. Norske Monica Isakstuen og danske Dy Plambeck er begge aktuelle på dansk i år med romaner, der udforsker kvinden, det mørke, kraftfulde og ambivalente. Dy Plambecks roman "Til min søster" har trukket et væld af gode anmeldelser. Den er blandt andet blevet sammenlignet med Dea Trier Mørchs "Vinterbørn", fordi den beskriver fødslen og fødselsgange anno 2019 - på en ærlig, usminket og realistisk facon. Det er en roman om retten til at fortælle sin egen historie og om søstersolidaritet på tværs af tider. I centrum står de to søstre Aya og Andrea. Den ene føder en datter, efter at barnets far har forladt hende den anden forlader sin voldelige kæreste. De drømmer om at slå ihjel og om at elske. Her bliver tingene sagt højt.
"Dy Plambeck skriver skiftevis indædt, brutalt, indfølt og blidt om den højgravide, den fødende og de nybagte mødre (...) en skrift, der, når den løfter sig, virkelig ikke er bange for at flyve". - Dagbladet Information

Det, der gør ondt
Hvor kommer dette raseri fra? Monica Isakstuen skildrer i sin roman "Raseri" med både alvor og humor en kvindes vrede mod sit barn, sin mand og sine omgivelser - dem hun elsker højest. Frustration og hverdagshåbløsheden er overvældende. Hvordan lever man med det? Med eksistentiel prægnans og stilistisk træfsikkerhed skriver Monica Isakstuen om at være et menneske og en mor under pres. Monica Isakstuen er en af Norges mest kritikerroste, yngre forfattere. For sin forrige roman, "Vær god ved dyrene," modtog hun den fine litteraturpris Brageprisen.

"Nu er jeg så træt af, siger jeg, at du siger mig imod hele tiden, og nægter at hjælpe til, kan du da ikke prøve at opføre dig som et normalt barn? Kan du det?! Nej, siger hun, og så ryster jeg hende, nu stopper det, siger jeg. Nu. Stopper. Det. Og endelig er hun stille, endelig er alle stille." - Citat fra "Raseri"

Monica Isakstuens roman "Raseri" lanceres på dansk ved besøget på Biblioteket