• Print
  • Bookmark and Share

Bristninger af endetarmens lukkemuskel og mellemkød

Af: Lene Skou Jensen
15. november 2012

De færreste kvinder føder uden en skramme omkring fødselsvejen. De fleste vil have større eller mindre rifter omkring skedeåbningen eller oppe i skeden. Der kan også være rifter i kønslæberne. Området omkring fødselsvejen vil ofte være naturligt bedøvet på grund af den udspiling, der sker, når barnet trænger ned og ud gennem skeden, så den fødende ikke specifikt mærker, hvis noget af vævet brister.

Det kan være nødvendigt at sy bristningerne sammen. Enten for at stoppe en blødning eller for at sikre, at det vokser rigtigt sammen. Mange, især førstegangsfødende, vil opleve, at skulle sys – det kan være fra et par sting ved en overfladisk bristning til flere sting ved mere omfattende bristninger.

Der vil blive givet bedøvelse, når du skal sys. Enten i form af gele, lokal bedøvelse eller ved en blokade.

Hos ca. fem procent af alle, der føder for første gang, vil der ske bristninger af eller omkring endetarmsmusklen. Det kan i enkelte tilfælde få alvorlige følger, hvor det kan være svært at holde på luft og afføring. I de fleste tilfælde kan dette afhjælpes gennem operation og træning i ugerne/månederne efter fødslen.

Det siger sig selv, at en sådan skade er vældig belastende for en nybagt mor. I dagene efter fødslen vil kvinden blive instrueret i, hvordan generne kan afhjælpes, også efter at hun kommer hjem. Efter nogle uger vil kvinden få en tid hos en læge på fødestedet til kontrol af bristningen.

Kan det undgås?
Der findes ikke nogen enkeltstående metoder eller håndgreb, der kan hindre, at der sker skader på endetarmen eller større bristninger.

Der er imidlertid en række forhold, som kan være med til at nedsætte risikoen for bristninger:
Forberedelse. Jo bedre forberedt du er – fysisk og psykisk – jo mindre risiko er der for, at du får brug for indgreb i fødslen, der øger risikoen for bristninger. I forberedelsen lærer du om, hvad der sker under fødslen, når barnet trænger ned i bækkenet og i fødselsvejen. Du lærer også om, hvorfor det er vigtigt, at fødslens sidste del ikke går for hurtigt og hvordan du kan samarbejde med jordemoderen – fx ved vejrtrækningsteknikker.

Bevægelse. Du kan fremme fødslen ved at bevæge dig, mens du har veer. Gennem bevægelse øger du chancen for, at barnets hoved indstiller sig godt og arbejdes stille og roligt ned til bækkenbunden, hvorved det er lettere at presse det ud. Dermed er risikoen for store bristninger mindre.

Fødestilling og samarbejde. Det er vigtigt, at jordemoderen kan holde øje med dit mellemkød, når barnet presses ud. Du kan sagtens være i bevægelse lige indtil de sidste presseveer. Når jordemoderen kan se mellemkødet, kan hun vejlede dig i, hvor meget du skal presse og hvilket håndgreb hun skal bruge.

Håndgreb. Forskning og erfaring tyder på, at der risikoen for større bristninger er mindre, hvis jordemoderen støtter mellemkødet, når barnet fødes. Jordemoderen kan også hjælpe barnets skuldre frem, så endetarm og mellemkød ikke belastes mere end højest nødvendigt.

Varme klude. Det eneste, der videnskabeligt er dokumenteret, kan forebygge bristninger, er varme klude. Kludene lægges på mellemkødet, når det udspiles af barnets hoved.

Læs mere
Læs også Nyhedsbrev for gravide marts.2012: Sådan kan bristninger i mellemkødet forebygges.

Du kan læse om bristning af endetarmens lukkemuskel og om, hvordan man forebygger og behandler skaden i Tidsskrift for Jordemødre.